0 stemmer
143 visninger
spurgt af
Der er tilsyneladende opstået lidt forvirring omkring den del af vores udvikling, der af Martinus benævnes “tredobbelt indvielse”. En Kosmos-læser spørger, hvad udtrykket dækker, og en anden spørger mener at kunne huske, at Martinus også har brugt udtrykket i en hel anden forbindelse. Nu vil hun også gerne vide, hvad dette lidt højtidelige udtryk betyder.

Spørgsmålet har tidligere været udgivet i Tidsskriftet Kosmos og er gengivet efter aftale med Hans Wittendorff

1 Svar

0 stemmer
besvaret af

Ja, for nogle lyder udtrykket ”tredobbelt indvielse” nok lidt højtideligt, men emnet er umådelig interessant, fordi det omhandler en bevidsthedsudvikling, som vi alle er i fuld gang med at gennemleve.

Når Martinus bruger det “højtidelige” udtryk indvielse, så dækker det i virkeligheden over den langsomme proces, som forvandler os fra dyr over “jordmennesker” til “rigtige” mennesker. Eller med Martinus’ ord “sjælens vækst fra det dyriske, dræbende princip: enhver er sig selv nærmest, til næstekærlighedsprincippet: enhver er sin næste nærmest.

Under denne udvikling falder det nok de fleste “åndsforskere” naturligt, at dette med næstekærlighed omfatter deres medmennesker og også dyrene og eventuelt planterne, - med andre ord dét, Martinus kalder vort “mellemkosmos”. Men nu kommer Martinus med en - for vores udvikling og skæbne yderst vigtig tilføjelse: Kærlighedsbegrebet omfatter også mikro- og makrokosmos.

Det slår Martinus fast i Livets Bog, bind 6, stk. 2020, med disse ord: “Den beskyttelse, vi ikke selv giver mikrovæsenerne i vor egen organisme, kan vi ikke selv vente at få fra det makrovæsen, i hvis organisme vi selv er mikrovæsener.” Eller, som han videre skriver: “Der eksisterer et gensidigt arbejdende beskyttelsesprincip mellem et makrovæsen og dets mikrovæsener, - og det er dette uudslettelige princip, der ligger til grund for dét, vi kalder “Forsynet”.

Tankearterne er bevidsthedsernæring
Det uddyber Martinus i stk. 2026, hvor han fortæller, at vi jo er mikrovæsener i Jordklodens organisme, hvor vores livsoplevelse vil være afhængig af den beskyttelse og de levevilkår, som jordklode-jegét skaber i sin organisme, plus den beskyttelse som vi selv skaber for vore mikrovæsener ved at leve sundt. For det nytter jo ikke meget, at vi evt. lever i et herligt klima med gode naturomgivelser og leveforhold, hvis der i vores organisme raser en voldsom dødbringende og smertefuld sygdom.

At leve sundt vil ifølge Martinus sige, at vi får den nødvendige søvn og hvile, vi må have den absolut sundeste mad og drikke, vi må vænne os til at undgå de dødbringende nydelsesmidler, alkohol, nikotin og alle former for narkotiske stoffer. Og så tilføjer han: “Det samme gælder bevidsthedsernæringen, hvilket vil sige: Tankearterne.”  Det vil altså sige, at Martinus regner alle uselviske tankearter med til den sunde åndelige ernæring.

Og nu konkluderer Martinus: “Vor livsoplevelse er således et meget intimt forhold til de tre uudslettelige fakta: Mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.” Det er med andre ord disse tre områder, der omfattes af kærlighedsbudskabet, og det er bevidstheden om dette, som Martinus kalder for “tredobbelt indvielse”. Og det er denne bevidsthedsudvidelse, vi alle er i fuld gang med at gennemleve nu og i de kommende 2-3000 år.

En anden form for bevidsthedsudvidelse 
Men hvad så med spørgsmålet om, hvorvidt Martinus har brugt det samme begreb i en anden forbindelse? Jo, det er rigtigt, at Martinus i artiklen “Et glimt fra verdensgenløsningen” (bog nr. 15) gennemgår menneskehedens udvikling gennem tre grader af indvielse på en lidt anden måde. I kapitlerne 10, 11 og 12 følger vi udviklingen fra religiøsitet over materialisme til “kosmiske glimt” og dermed selvoplevet viden.

I kap. 10 fortæller Martinus om det religiøse menneske, som der jo stadig findes mange af. Disse mennesker interesserer sig ikke for en intellektuel eller videnskabelig bekræftelse af deres tro. Dertil er deres religiøse anelse eller tro alt for stærk, den grænser næsten til vished. Disse mennesker har derimod brug for en autoritet, som kan bekræfte dem i deres tro. Alle religiøst troende mennesker verden over hører til denne kategori, ligegyldig hvilken religion de “oplever lyset” igennem.

Den ”anden grad af indvielse” omtales i kap. 11, og her er det mørket, der kulminerer. Det er den materialistiske og gudløse epoke, som en del af menneskeheden oplever for tiden. Og naturligvis er der overgangsformer mellem den første epoke og denne. Der er mange, der ganske enkelt mister evnen til at tro på et forsyn. De vender sig derfor mod materialismen og den materialistiske viden eller videnskab, som kun er baseret på ting, der kan vejes og måles. De er, med Martinus’ ord, lukket ude fra livets åndelige eller kosmiske side, og det er denne epoke, Kristus bebudede som “dommedag”. Og her er vi på en måde inde ved et af kernepunkterne i åndsvidenskaben: Der findes kun én eneste vej til udvikling fra denne ”materialismetilstand” til næstekærlighed og humanisme, og denne vej er lidelse. Hvor et menneske ikke har næstekærlighed og human sans, dér skaber det lidelse for andre. “Loven for bevægelse” bevirker, at  disse lidelser vender tilbage til deres ophav og sætter sine spor som vækst af den humane evne. Og Martinus konkluderer, at “ragnarok, dommedag eller mørket i verden bliver en uundværlig epoke i menneskehedens forvandling”.

Det 12. kapitel kalder Martinus for “Tredje og sidste grad af menneskehedens store indvielse”. Her begynder den humane evnes vækst virkelig at vise sig i praksis i form af fredsligaer, humane foranstaltninger, forsorg, dyrebeskyttelse, vegetarisme og lignende. Man forsøger virkelig at vænne sig af med alle former for brutalitet, hidsighed, bagtalelse og løgne. Der opstår en trang til at få opklaret livsmysteriets løsning som åndelig viden eller videnskab. Nu er det ikke en ny religion, baseret på dogmer, man søger, men derimod et verdensbillede, som man selv kan analysere i logiske detaljer. Til at begynde med sker mødet med “den kosmiske virkelighed” kun i form af ganske svage glimt. Men inkarnation efter inkarnation vokser den humane evne, og “den tredje indvielse” bliver en realitet i form af det, Martinus kalder “kosmisk bevidsthed”.

Dit eget “højeste åndelige selv”
Der er flere, der har spurgt om, hvordan denne oplevelse vil forme sig, hvis det ikke har været kristendommen, men andre religiøse retninger, der har været éns udgangspunkt. Det giver Martinus en forklaring på i den lille bog nr. 3 “Hvad er sandhed?”. I kapitel 30 fortæller han - i lighed med mange andre steder - hvad der sker, når man når frem til denne bevidsthedsudvidelse, “kosmisk bevidsthed”: “Man ser en i overjordisk ild strålende Kristus komme sig i møde og fuldstændig tage ens eget, både fysiske og sjælelige, legeme i besiddelse.

Men så tilføjer Martinus: “Hvis det havde været ved “buddha-idealer” eller “muhamed-idealer”, man gennem livene havde trænet sig op til ovennævnte oplevelse eller indvielse, ville det tilsyneladende fremmede funklende væsen (altså éns højeste selv) henholdsvis have formet sig som en funklende eller strålende “Buddha-” eller “Muhamed-skikkelse”.”

Forklaringen er med andre ord, at den “strålende skikkelse” i virkeligheden ikke er noget fremmed væsen, men er éns eget “højeste åndelige selv”, som man gennem jordlivene har trænet op til at efterleve de høje, åndelige idealer.

Den anviste litteratur kan købes via ”shop.martinus.dk

Hans Wittendorff  
hwittendorff@post.tele.dk 

...