0 stemmer
328 visninger
spurgt af
Når man læser Martinus værk støder man før eller siden ind i begreberne X1, X2 og X3. Jeg tror at de fleste, som har læst Martinus, har en ide om hvad begreberne dækker over, men hvad er den præcise definition?

3 Besvarelser

0 stemmer
besvaret af

Hej,

I og med at X1, X2 og X3 er Martinus analyser af "alt der er", bliver spørgsmålet meget fundmentalt.

Det ville nemlig give svar på: "vem er jeg?", og "hvad er verden?" 

Indenfor filosofiens rammer kommer Martinus verdensbilled meget tæt på Martin Heideggers existentialisme

http://da.wikipedia.org/wiki/Eksistentiel_fænomenologi

"Udgangspunktet er Heideggers eksistens-begreb, der betegner menneskets særlige måde at være-i-verden som et væsen altid i aktivitet eller konkret udfoldelse, og dermed 'altid allerede' i relation til den fælles livsverden."

I Martinus verdensbilled ville X3 svare til "Livsverden" og X2 til menneskets selveste existens, hvor X2 er udgangspunkt for X3. Martinus beskriver dette som at "skaberen er forud det skabte". 

 

Her må der bemærkes at Martinus tegner et fuldkomment selvopholdende verdensbilled der rækker langt ud over eksistentialismens filosofi. 

 

I meget korte træk:

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7/

Martinus beskriver verdensaltet som en uendelig enhed, som udgør et altomfattende væsen, .. [som] består af alle eksisterende levende væsener. Disse er organiserede som liv inden i liv.

http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=52&stk=322

"det levende væsen" .. udgør et uløseligt sammenspil af tre store grundprincipper, der igen ved samme sammenspil bliver en urokkelig enhed eller "et treenigt princip"

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-8-9-10/

.. Dette .. har nøjagtig de samme tre analyser eller tre X’er som alle andre levende væsener.

X1 udgør verdensaltets dirigerende jeg, "Den årsagsløse årsag", "Noget som er"

X2 dets oplevelses- og skabeevne og, "Jegernes overbevidshed"

X3 det skabte. "Jegernes (bland andet fysiske) manifestation"

 

Det er svært at gengive en så stor analyse som Martinus giver, men jeg synes at stk 921 passer godt ind, fordi Martinus netop her beskriver hvordan skaberen er forud det skabte.

http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=53&stk=921

.. Idet jeget, det evige "noget", igennem sin overbevidsthed kan tiltrække materierne og i form af organismer knytte dem til sig og igennem dem konstatere andre materiers virkninger eller reaktioner, oplever det livet.

..Selve livets oplevelse er således i virkeligheden kun en kæde af de af jeget affødte berøringer med materierne. Medens selve jegets organismer udgør de største, tungeste og mest fundamentale af dets berøringer med materierne, udgør dets tanker de allerfineste og letteste forekomster i den proces, der hedder livet. Hvad er nu en tanke, og hvad er en organisme? – Ja, i princippet er de i virkeligheden udgørende det samme, nemlig: et udtryk for liv, hvilket igen vil sige: et middel, ved hvilket livet åbenbarer eller manifesterer sig. Livet er således i sig selv kun udgørende jegets berøring med materien. Denne berøring giver sig igen udslag i materiekombinering. Det er denne kombinering, vi kalder "skabelse", ligesom vi udtrykker den færdige kombination som "det skabte". Det fornemste og mest udtryksfulde af "det skabte" er altså jegets organismer...

besvaret 14 Jul, 2014 af patric

0 stemmer
besvaret af
Hej Lasse.

 

Ja, det er jo et meget stort spørgsmål. Uden at lægge hovedet på blokken, så tror jeg ikke Martinus altid er helt klar i adsillelsen af X1, X2 og X3. Eksempelvis  urbegæret - er det en del af X1 eller X2? Så vidt jeg husker, siger Martinus, at urbegæret er det der kommer tættest på jeg'et, det er altså meget tæt på selve X1, eller måske endda en del af X1?

Jeg vil så mene, at det ikke er afgørnede, at vi er enige om definitionen af de forskellige dele af de forskellige X'er. Hvis jeg selv skulle sætte en definition på, så ville jeg sige, at X1 er den ufornaderlige kerne der oplever og skaber. X2 er også noget uforanderligt, der gør skabelse og oplevelse mulig for X1, mens X3 er alt der overhovedet er under forandring. Dvs enhver forandring er X3, mens X2 sikrer, at X1 kan opleve og skabe X3 uden at X2 selv bliver påvirket. Martinus definerer vist X2 lidt mere bredt. Jeg tror ikke, at det har været Martinus' mening, at X1, X2 og X3 skulle være noget urokkeligt klippefast. Jeg mener, at det klippefaste i hans beskrivelse er begrebet "X", mens X1, X2 og X3 er noget han indfører af rent pædagogiske grunde.

Det letteste er måske at begynde med det overordnede, det man slet og ret kan kalde "X". Hvis vi tager et hvilket som helst levende væsen, altså "X", så er dette væsen kendetegnet ved, at noget oplever og skaber livet. Hvad er så livet for noget? Livet er det som det levende væsen "X" oplever og skaber - og intet andet. Man kan så med rette spørge sig selv - hvis jeg nu er "X", eksisterer der så virkelig ikke andet og mere, end det jeg selv kan opleve og skabe? Jeg vil mene, at svaret på dette spørgsmål er nej - for hver enkelt levende væsen kan der aldrig nogensinde eksistere andet og mere, end det vi selv kan opleve og skabe. Hvis jeg ikke kan opleve, at noget eksisterer - så eksisterer det ikke - uanset hvad andre ellers vil men. Dette må være livet i en nøddeskal - dette gælder for ethvert levende væsen, og det gælder også for Gud. Kan man forestille sig, iht. Martinus, at der eksisterer noget uden for Gud? Nej, det kan man ikke. Og på samme måde gælder det for gudesønnerne, at vi hver især har vores egen "verdensalt" som vi skaber og erkender - der eksisterer intet andet end det. På den måde er vi alle guder i vores egen verden. Om man så vælger at kalde noget X1, X2 eller X3 mener jeg egentlig ikke er så afgørende.

besvaret 19 Jul, 2014 af Svend

0 stemmer
besvaret af
Her vil jeg gerne tilføje min personlige holdning, da mit tidligere svar mest bestod af citater, og dermed i princippet kun pegede på hvor man finder mere information omkring spørgsmålet.
 
For mig er opdeling af X1, X2 og X3 i højeste grad nødvendig, fordi disse tre analyser er kernen i at kunne forstå livet og det levende væsen. Ligesom man for konstruktionen af et hus har brug for (minimum) tre snit.
 
Her er det dog ikke tre ligestillede perspektiv af samme ting (ligesom tegningen på huset), men tre analyser der adskiller sig i dimensioner. Det vil sige at X2 dimensionen ikke kan sanses i X3, og X1 dimensionen ikke kan sanses i X2. Med andre ord, "jegets faste punkt" -X2 - kan ikke direkte sanses i den fysiske verden X3. Alt som existerer i verdensaltet - X1 - kan ikke sanses gennem jegets overbevidshed eller skabeevne - X2. Samtidig kan det hele ikke bare analyseres gennem X1, dimensionerne må analyseres hver for sig, ligesom man ikke bare siger at et hus er et hus, men at det består af tag og vægge, som i sin tur består af bjælker, mursten tegl osv.
 
Denne dimensionsforskel giver jo muligheden for X1 at være sin egen forestilling og tilskuer, fordi det skabte X3, og det skabende organ X2 ligger i dybere dimensioner. Derigennem kan et uendeligt antal muligheder af virkeligheden X3 være del af X2, og et uendeligt antal skabende organer kan være del af X1. 
 
Svend:
Hvis jeg ikke kan opleve, at noget eksisterer - så eksisterer det ikke - uanset hvad andre ellers ville mene..
 
- Her mener jeg, at X2, jegets dybeste bevidshed, kun udgør en del af X1. At mit jeg oplever andre væsener i X3 bekræfter jo netop min egen eksistens, men dermed  må jeg jo acceptere andre væsners oplevelser som lige virkelige bevidsheder. Hvis jeg definerer virkeligheden kun ud fra min egen oplevelse, går jeg jo ud fra, at jeg er det eneste væsen der faktisk eksisterer - og lige der bliver det svært at overhovedet være sikker på at noget i det hele taget eksisterer.
 
Jeg synes på mange måder at man bliver bekræftet i at "der er guder i verden" overfor "at man er gud i verden", især når man oplever, hvordan en hel virkelighed faktisk udefra kan forændres til det bedre kun igennem en mere idealistisk livsstil. Jeg har en god kollega som også mener at det er pudsigt hvordan "gode ting bare falder i ens hænder" efter det, at man slår den rette vej ind. Her mener jeg, at det ikke er en forbedret realitet man selv skaber, men at man har skabt sig muligheden for at opleve den bedre virkelighed der faktisk allerede findes. Ligesom radion ikke skaber sin egen lyd, men at den med en længere antenne kan opfange helt nye kanaler.

besvaret 1 Aug, 2014 af patric

kommenteret af
Hej Patric, fint indlæg. Jeg ved ikke hvor bevidst du er om det, men den måde du omtaler at X'erne er en del af hinanden, får mig til at tænke på om du har følgende med i dine tanker. X1 er et umanifisteret noget. Derfor har det ikke nogen manifestation og kan derfor reelt ikke være den del af noget. Martinus deler de tre Xer op rent analytisk for at vi kan forstå den samlede helhed af de tre Xer. Men reelt er de ikke delt op eller dele af hinanden. De er et samlet hele i form af et levende væsen. Måske er du allerede klar over det.
kommenteret af
Hej Lasse,

Jo det har jeg med i tankerne.. Det er lige det med at forklare sig selv..

Hvad jeg mener er, at hvis noget skabt X3 existerer ud fra noget skabende X2, og dette er samme ting, må det forudgående X2 være af en større natur. Dermed er vores overbevidshed X2 jo f.eks. ikke knyttet til vores fysiske verden men rækker udover denne. På samme måde må det forholde sig med vores ophav X1, fordi kilden til noget der bliver skabt jo må indeholde mere end det, der skaber det skabte - dvs det må jo allerede ineholde alt det, der kan blive skabt.
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=53&stk=958

På denne måde mener jeg at analyserne adskiller sig i dimension, men selvfølgelig ikke kan separeres fordi de er absolut nødvendige for levende væsen.

Hvis man skulle sammenligne det med et aktivt computerprogram, så er X1 processorn der eksekverer programmet, X2 er programkoden, og X3 er de objekter der bliver skabt når programmet køres af processorn i runtimen.

Et program X2 kan kun udføre det, som X1 gører muligt, dvs processorn har jo kun et sæt af instruktioner, X2 bliver dermed "en del af" X1, og X1 kan mha multitasking køre rigtig mange programmer. På samme måde er de objekter X3 der bliver skabt i runtimen, begrænset af programmet X2 - dette kan jo skabe flere objekter, og objekterne er dermed "del af" programmet. Her bliver jo X1, X2 og X3 samlet set "det aktive computerprogram", hvor ingen af delene kan undværes, og X1 - processorn - bliver til det skabte objekt X3.

X1, processorn bliver jo igennem alle programmer X2 til alle objekter X3.

Det er jo ikke en helt identisk analogi med vores virkelighed, men jeg håber at det giver nogenlunde mening - min pointe er jo, at virekligheden ikke kan defineres ud fra vores bevidshed men at vi har mulighed for at blive en større del af den allerede existerende virkelighed.
 kommenteret 3 Aug, 2014 af patric
kommenteret af
Hej Patric,

Jeg synes ikke det giver så meget mening at tale om at X1 og X2 udvider eller gør helheden til noget større end X3 (det er nogenlunde sådan jeg forstår det du skriver og korriger mig, hvis jeg tager fejl).

De tre Xer er dybest set og i deres evige og absolutte analyse ikke andet end "noget som er". I den timelige analyse er X3 det skabte, X2 skabeevnen og X1 skaberen. Pointen med adskillelsen af de tre Xer er at X1 ikke er noget skabt selv i den timelige analyse (X2 er en underlig hybrid jeg ikke helt forstår). Det har derfor ikke nogen udbredelse i tid og rum. X1 har en indvirkning på det skabte i form af det vi kender som jeg'et, men er i sig selv ikke noget skabt. Det er umanifisteret. Derfor er X1 heller ikke en udvidelse af X3 i tid og rum. Hvis man kan tale om en udvidelse, så er det i funktion, men det synes jeg er lidt søgt fordi de tre Xer ikke kan eksisterer uden hinanden, så det er ikke rigtig en udvidelse, men en nødvendighed, som altid har været der.

Altid interessant at have noget dialog om de tre X'er og analysen af det levende væsen :)
kommenteret af
Hej Lasse,

Jeg må nok starte helt forfra.

X1, X2 og X3 er selvfølgelig analyser og ikke forskellige virkeligheder.
X1 ser jeg dermed ikke som noget der “udvider” den skabte virkelighed X3.
Og selvfølgelig udgør de kun "et noget" som et samlet treenigt princip.

Det jeg prøver at opnå er "en lægmands forståelse" af analyserne og deres natur.

Jeg vil derfor erstatte analyserne med noget jeg som man i hverdagen kan forholde sig til - selvom det ikke udgør de “helt korrekte” udtryk
hvilket giver os eksistensen (X1), bevidstheden (X2) og virkeligheden (X3)

Det er to spørgsmål jeg indtil videre ikke har formået at give svar på:
Er bevidstheden af en større natur end virkeligheden? Dvs kan virkeligheden være del af, eller rummes i bevidstheden?
Er eksistensen af en større natur end bevidstheden? Kan bevidstheden være del af, eller rummes i eksistensen?

Igen - det er jo egentlig forkert at omtale disse som enkelte “ting" - da de jo kun udgør "et noget" i forbindelse med hinanden, men jeg bruger dem som enkelte begreb for at fremføre min mening om at Martinus tre analyser X1 X2 og X3 har tydelige grænser, og at der ikke kunne være færre eller flere analyser for at beskrive verdensaltet og det levende væsen.

1.)

Hvis vi tager udgangspunkt i virkeligheden, så har vi jo alle vores egen verden - vi opbygger vores forståelse af virkeligheden ud fra de ting vi kender, og vi oplever virkeligheden igennem vores bevidsthed. Det er nok de fleste enige om.

Ifølge martinus dør vores bevidsthed ikke med vores fysiske legeme, fordi bevidstheden udgår slet ikke som en funktion af vores hjerne.
Vores fysiske legeme er skabt af vores bevidsthed, og denne “benytter" hjernen som et organ for at opleve og påvirke den verden vi lever i.
På denne måde startes skabelsen af et nyt legeme efter vores fysiske død, som senere bliver til et ny krop vi oplever verden igennem.
Udover dette, består alt i verden af forskellige niveauer af levende væsen, vi selve lever indeni et levende væsen, og indeni os lever der væsen - Det er vores bevidsthed der tiltrækker de levende væseners bevidstheder der lever indeni os, og et levende væsens bevidsthed der har tiltrukket sig vores bevidsthed.
Dette burde vi som læser af livets bog mfl kunne blive enige om, selvom man kan diskutere den måske klodsede måde jeg beskriver det på.

Til spørgsmålet:
- virkeligheden er jo "tid og rum”, så hvis bevidstheden ikke skulle udgøre noget “udover" virkeligheden, må bevidsheden være "udenfor" tid og rum.
.. Men "udenfor" betyder jo at bevidstheden ikke er koblet til nogen som helst tid, og vi ved jo at vi feks. hele tiden tiltrækker nye celle-væsener.
-> Den må altså agere "indenfor” tiden
.. Og da vores bevidsthed tilrækker væsener - gører denne jo dette hen mod vores egen fysiske legeme i virkeligheden
-> Den må altså agere “indenfor” rummet

Hvis bevidsheden så:
både er “indenfor" tiden og rummet,
men strækker sig “videre”, eller "udover" vores fysiske liv eller virkeliged,
er et - i nuet - skabende organ for vores fysiske væsen,
samtidig frembringer selve oplevelsen af vores verden..
.. må den jo i sin "natur” kunne "rumme” virkeligheden.
Det vil ikke sige at bevisheden “eksisterer” i en større dimension end virkeligheden (virkeligheden er jo det eneste der faktisk eksisterer), men at X2 analysen nødvendigvis må være af en større dimension end X3 analysen.


2.)

Nu bliver jo virkeligheden oplevet igennem vores bevidsheder, og faktisk bliver de levende væsener, det vil sige hele virkeligheden opbygget af bevidsheder, der tiltrækker mindre "bevidsheder" i en uendelig kæde. Den oplevede virkelighed bliver igennem sin sansehorisont til en meget relativ virkelighed (eller illusorisk virkelighed), ellers ville vi jo kun sanse en uendelig kæde af energiniveauer, ikke stof og farver.

Ifølge Martinus eksisterer alle disse - ud af bevidsthederne skabte - “virkeligheder” jo ikke for sig selv i multiple universer, men alle sammen i en virkelighed. De må altså have noget tilfældes, der knytter dem til samme rum og tid. "Deres eksistens" må jo derfor være en og densamme.

Til spørgsmålet:
- Bevidsthederne frembringer jo gennem deres fysisk skabte væsen en relativ virkelighed, som jo i realiteten strækker sig i uendelige plæn op og ned. Vi oplever jo ikke densamme virkelighed som det væsen vi er del af, og heller ikke densamme virkelighed som væsenerne inden i os oplever osv.
.. Alle disse bevidsheder bliver knyttet til- og udgør dermed den samlede virkelighed igennem deres fælles eksistens.
-> Alle væsener oplever - igennem Existensen - igennem alle niveauer af - og igennem alle enkelte bevidsheder  - den skabte virkelighed.

Da
ikke noget kan findes "udenfor" eksistensen,
og eksistensen samtidig udgør den “fællesnævner" der igennem alle bevidsheder "samler" dem til en og densamme virkelighed..
.. må jo eksistensen i sin “natur” kunne "rumme" bevidshederne.
Det vil ikke sige at eksistensen “eksisterer" i en større dimension end bevidstheden (det lyder også skørt), men at X1 analysen nødvendigvis må være af en større dimension end X2 analysen.
Stil et spørgsmål
Martinus Respondoj fokuserer Martinus interesserede på at forstå Martinus Verdensbillede ved at stille og svare på spørgsmål til hinanden.
...